Miniput til Invita cup
Herning folkeblad skrev:
Leg og boldspil i Bording - Værten tager sin del af skylden for, at Invita Cup fik en småkaotisk start.
Af Kim Kristensen kik@herningfolkeblad.dk
Sønderjyden Gerhard Jacobsen så lidt brugt ud sidst på dagen i går. Hvilket, der ikke var noget at sige til. Som træner for et miniput-pige hold fra Gråsten havde han hele weekenden været i aktion på sidelinjen ved Invita Cup. Pigerne vandt i øvrigt bronze. - Det har været et godt stævne med mange lige kampe. Børnene har rost diskoteket, vi var glade for den mad, der blev serveret, og artisten, der underholdt den første aften var bare helt fantastisk, fastslog Gråsten-træneren, som også havde lidt malurt at drysse i bægeret. - Det har været spredt for meget. Vi har seks hold med, nogen har spillet i Ikast og nogen her i Bording. Det har derfor været svært for forældrene at følge kampene, og det er gået noget ud over det sociale, konkluderer Gerhard Jacobsen. Da Invita Cup de senere år ikke har været så stor som i fordums dage, har indmarchen foregået over en mindre strækning bag hgallen. Før i tiden startede det hele med en procession gennem byen. Arrangørerne vil ikke udelukke, at den lange indmarch vil få en renæssance. I år var der 108 hold med til cuppen, hvilket gav en tilstrømning på cirka 1500 spillere og ledere. Gerhard Jacobsen hører dog ikke til de ledere, der savner indmarchen. - Jeg er ikke sikker på, det giver den store gevinst. Bording er ikke den mest sindsoprivende by at gå igennem, mener sønderjyden.
Småkaotisk start
Stævnet fik en lidt småkaotisk start fredag aften, hvilket for en dels vedkommende må tilskrives værtsklubben selv. Bording Idrætsforening har 35 lilleputspillere og havde derfor meldt tre hold til cuppen, Imidlertid blev halvdelen væk, blandt andet på grund af ferie. - Det betød, at vi måtte trække det ene hold, og det gav lidt forvirring, forklarer Per Nielsen fra stævneledelsen. Bedre blev det ikke af, at cuppen så sent som torsdag eftermiddag fik et afbud fra FC Højderyggen. Afbuddet kom å sent, at det ikke var til at skaffe en substitut.
Campingrekord
Campister var der mange af på plænerne omkring Bording Hallen. - Vi har været beriget med en af de største campingfpladser i mange år, flere end 200 enheder, og det har givet en god stemning hernede, konkluderer Per Nielsen, som fortæller, at der måtte inddrages en ekstra græsmark for at få plads til alle de overnattende gæster. Der måtte også tages en ekstra skole i brug - Østre Skole i Ikast, og det kostede arrangørerne lidt ekstra. - Vi havde håbet på at kunne bruge Hyldgårdsskolen fuldt ud, men det var ikke muligt, da Ikast KFUM også havde et stævne i weekenden, forklarer Per Nielsen.